Anmeldelse af Cliche webhotel

Pris og kvalitet behøver ikke at følges ad, for selvom Cliche webhotel er et af Danmarks billigste, så tilbyder de også et udmærket produkt.
Selve bestillingen er nem at gennemføre, og man kan vælge mellem forskellige måder at betale på. På negativ siden kan dog nævnes at de tager et lidt højt gebyr, hvis man f.eks. vælger at betale med Visa kort. Men ellers er det nemt at bestille og ordren bliver hurtigt ekspederet. Man får en velkomstmail med alle de nødvendige oplysninger (f.eks. FTP-login), og i løbet af ganske kort tid kan man begynde at bruge sit nye webhotel.

Billige løsninger som Cliche webhotel bliver ofte beskyldt for manglende stabilitet, men jeg har endnu ikke oplevet nogle problemer. Dog kan det nævnes at de netop har haft nogle problemer med mails, som har gjort at nogle kunders mails er gået tabt. Da jeg ikke benytter mail hos cliche, har dette ikke haft betydning for mig.
En anden positiv ting er at Cliche - i modsætning til de fleste andre lavpris udbydere - yder telefonsupport. Dette kan være guld værd, hvis man har akut brug for support. Efter min mening kan telefonsupport godt undværes, hvis udbyderen så til gengæld er hurtig til at svare på mails. Uanset hvad er telefonsupport ikke nogen dårlig ting.

Af negative ting kan nævnes prisen (ja du læste rigtigt). For selvom Cliche absolut hører til i den billige ende, og deres abonnementspriser er blandt de allerlaveste på markedet, så ligger de alligevel i den dyre ende af lavpris udbyderne. Dette skyldes ganske enkelt et lidt højt oprettelsesgebyr. Men jo længere tid man beholder sin udbyder, desto billigere vil det naturligvis være at vælge Cliche.

Alt i alt efterlader Cliche webhotel et ganske positivt indtryk, og kan bestemt anbefales hvis du skal bruge et billigt webhotel til din hjemmeside.